Jeg har nu afsluttet min læsning af Bjarne Reuters ”Den egyptiske tenor”. Det er med meget blandede følelser at jeg lægger bogen fra mig. Det har været med lige så blandede følelser, at jeg har taget bogen frem for at læse.

Jeg kan med ærlighed sige, at jeg, nu hvor den er afsluttet stadig ikke forstår hvad den gik ud på. I bogen forsøger kriminalkommissær Stelman og kriminalassistent Ramussen aka Rasser (også kendt fra forgængeren “Den iranske gartner”) at løse et mysterium. Det er mig stadig uvist, om det rent faktisk lykkedes dem.

Bogen er fuld af satire, og samtaler som tager de mærkeligste drejninger og følger de mærkeligste associationsrækker … jeg undres over hvordan forfatteren dog har fundet på det.

Jeg griner sjældent højtlydt når jeg læser, men specielt et afsnit fra romanens side 174 gav mig den største moro.

– Manden skal jo leve af et eller andet, og med den kvinde han har i Madrid, skal der penge på bordet. Han synger med trioen The Golden Sandmen. Meget populær. De blev nummer to til X-Faktor og satte Egypten på den anden ende, især da man fandt ud af, at folks stemmer blev talt op efter samme princip, som man anvender ved valgene i Iran. Førsteprisen gik angiveligt til en tiårig pige, der sang som Ray Charles. Det kom senere frem, at det slet ikke var hende, der sang, men hendes mormor, som viste sig at være en transvestit fra Port Said. I denne sæson har vi en hund, som fløjter “It’s a long way to Tipperary”. Man skulle således tro, at bunden var nået, men i dette forarmede land er vi holdt op med at veje vor armod i pund og piastre, men ved den fattigdom, der kommer ud af fjernsynet, hvor enhver med blot den mindste indsigt, erfaring eller kunnen bliver fejet af bordet af en fløjtende hund. Vær du glad for, at du ikke lever under så kummerlige forhold, kommisær, jeg er sikker på, at man i det oplyste og videnshungrende Danmark, aldrig ville tillade den slags tilstande.